19-årigt stjerneskud inden for futuristisk soul

19-årigt stjerneskud inden for futuristisk soul

19-ÅRIGT STJERNESKUD KOMMER TIL KØBENHAVN MED FUTURISTISK SOUL

Ravyn Lenae er et ubeskrevet navn herhjemme, men det bliver der snart lavet om på! Den 28. april debuterer hun nemlig på dansk grund, når man i DR Koncerthusets stemningsfyldte og intime Studie 3 kan få smag på hendes fantastiske neo-soul. 

Sangerinden fra Chicago er først lige fyldt 19 i januar i år, men hun har allerede udgivet tre anmelderoste ep’er, senest aktuelle ‘Crush’, som det toneangive musikmedie Pitchfork anbefaler med flotte roser. Her blev Lenae blandt andet sammenlignet med ikoner som Kelis, Aaliyah og Azelia Banks. 

Lenae debuterede med ‘Moon Shoes’ i 2015 som blot 16-årig, hvorefter hun hurtigt blev samlet op af det store pladeselskab, Atlantic, og siden har hun optrådt på udgivelser fra både Mick Jenkins og Noname. Sidste år udkom hendes anden ep, ‘Midnight Moonlight’.

‘Crush’ er Lenaes tredje ep, skabt i samarbejde med producer Steve Lacy, der bedst kendes for at have siddet bag knapperne for både Kendrick Lamar og Tyler the Creator. Og den tegner et billedet af en ung sangerinde, der ikke er bange for at krænge sjælen ud, og som samtidig forsøger at samle arven op efter forbillederne Erykah Badu og Lauryn Hill.

Ravyn Lenae har blandt andre turneret med en anden sprudlende R&B-stjerne, SZA, og førnævnte Noname, og mon ikke hun har lært et trick eller to af det? Sikkert er det, at hun skal stå på helt egne ben, når hun tager ud på en Europaturné, der i april rammer vores Studie 3. Det bliver en unik mulighed for at opleve et meget ungt talent på vej til at bryde igennem.

Kalender
Aktuelle koncerter