Anmelder-darling giver koncert i Store VEGA

Anmelder-darling giver koncert i Store VEGA

King Krule er blandt Englands mere interessante kunstnere pt. Nu gæster han Danmark for blot anden gang, når han giver koncert i Store VEGA til vinter.
 
Archy Ivan Marshall voksede op i London og begyndte allerede som 16-årig at lave musik under pseudonymet Zoo Kid. Det efterfølgende år skiftede han alias til King Krule og udgav intet mindre end fire EP’er i årene 2010-2012. Debutalbummet ”6 Feet Beneath The Moon” udkom i august 2013 og begejstrede anmeldere verden over. I december 2015 udgav han sit andet album, denne gang under sit fødenavn Archy Marshall. Pladen fik titlen ”A New Place 2 Drown” og kastede endnu en gang anmelderroser af sig, samtidig med at fanskaren voksede sig større og større.
 
Det er svært at placere King Krule inden for en bestemt musikgenre. Faktisk så svært, at han har fået en helt ny genre opkaldt efter sin musik, nemlig ”bluewave” - en blanding af jazz, blues, pop, punk, darkwave, hip hop og trip hop. I centrum står dog King Krule's altoverskyggende vokal, der med sin mørke, croonende intensitet er ulig alt andet på musikscenen lige for tiden.
 
King Krule aflyste sin længe ventede Roskilde-optræden i 2013 på grund af koks i turnéplanlægningen, men han tog revanche i Pumpehuset året efter. Koncerten var den første på dansk jord for den unge hypede englænder, og affødte blandt andet fem stjerner fra GAFFAs Anine Fuglsang, der skrev, at det var: ”En selvsikker optræden fra en ung mand med et unikt talent, der kræver din udelte opmærksomhed, hvis du tilnærmelsesvis vil forsøge at forstå ham”.
 
I august sidste år udgav Marshall singlen ”Feel Safe 88 (Just Say No)” under aliaset The Return of Pimp Shrimp. I oktober optrådte han igen som King Krule - denne gang med en ny sang under den californiske Beach Goth Festival, hvor de tilstedeværende fans efterfølgende har fortalt, at den unge brite samtidig annoncerede, at der er nyt album på vej. Man kan altså håbe på, at der er nye sange med, når King Krule gæster Store VEGA den 6. december.

Kalender
Aktuelle koncerter