Episk aften med hele 2 ska-bands

Episk aften med hele 2 ska-bands

DOBBELTKONCERT MED SKA-KORYFÆERNE I THE SELECTER OG THE BEAT

En ikonisk aften venter forude, når to af Englands mest indflydelsesrige ska-bands slår sig sammen i en episk optræden i Store VEGA til april.

The Selecter og The Beat var to af de bands, der skabte ”two-tone-bevægelsen” i England i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne. Med rødder i punkbevægelsen, udsprang The Beat og The Selecter og gav ska-genren en genoplivning med det, vi fremover har kendt som anden-bølge-ska. Two-tone-bevægelsen refererer til musikkens opbygning, der er baseret på to toner, og menes også at referere til mødet mellem to nationer, nemlig England og ska-genrens ophavsland Jamaica.

Sammen med bands som The Specials og Madness, nød The Beat og The Selecter godt af ska-musikkens kæmpe popularitet. De to bands spillede for fulde huse frem til deres opløsning i henholdsvis 1983 og 1981 og blev kendt for at have nogle af de mest energiske sceneshows i genren. I 1991 blev The Selecter gendannet med Paulina Black i front og har siden udgivet 11 studiealbum, med ”Subculture” fra 2015 som det seneste. The Beat har været mindre produktive, men har dog spillet nogle koncerter her og der efter årtusindeskiftet. Det kulminerede med pladen ”Bounce” fra september 2016, hvor kultmedlemmet Ranking Roger kom tilbage som allestedsnærværende frontfigur.

Da seks dobbeltkoncerter blev offentliggjort i England, var efterspørgslen på at opleve The Beat og The Selecter så stor, så de to bands blev nødt til at udvide denne turné til knap 40 koncerter samt flere koncerter i blandt andet Europa og Australien. Der er altså lagt op til et brag af en ska-fest, når de to ska-koryfæer The Beat og The Selecter fyrer op under Store VEGA den 19. april næste år.

Kalender
Aktuelle koncerter