Hårkogt rap i Pumpehuset

Hårkogt rap i Pumpehuset

23-ÅRIG BRITISK RAPPER VISER HIPHOPPENS FREMTID I PUMPEHUSET

Marius “Scarlxrd” Listhop startede sin karriere som YouTuber, da han var 17 år gammel. Dengang brugte han navnet Mazzi Maz, og han fik hurtigt hundreder af tusinder følgere, men der gik ikke længe, inden han fandt ud af, at han ville gøre karriere som rapper.

Efter sigende googlede han “hvordan kommer jeg med i et band?”, og blev derefter hurtigt frontmand i rap/rock-gruppen Myth City. Den rene rap trak dog mere i Listhop end rocken, og i 2016 annoncerede han, at han forlod bandet for at fokusere 100% på hiphoppen.

Han lukkede sin YouTube-kanal for udelukkende at brande sig som Scarlxrd, og siden har han været ekstremt produktiv og udsendt masser af mixtapes, album og singler. Sidste års ‘Heart Attack’ gav ham et mindre gennembrud via hele 23 millioner visninger på YouTube.

Musikalsk er Scarlxrd blevet kædet sammen med den nye bølge af trap- og industrial-hiphop, hvor helt unge raptalenter krænger deres sjæl ud, ofte bag en hårdkogt facade og inspireret af excessiv japansk kultur. Samme bølge tæller også større navne som Lil Uzi og XXXtentacion.

Til sommer går det for alvor løs for Scarlxrd, når han indtager en række af de største europæiske festivalscener, blandt andre Reading/Leeds Festival og Lollapalooza i Paris. Men inden da varmer han op med en klubturné, hvor en dansk dato er med i planerne.

Helt præcist Pumpehuset den 24. maj, hvor man altså kan få en eksklusiv forsmag på hiphoppens fremtid, inden Scarlxrd måske bliver en af de største.

Kalender
Aktuelle koncerter