King Krule kommer til Danmark

King Krule kommer til Danmark

KONCERTDATO: 7. MARTS 2020

Det tog under en måned for King Krule at sælge Store VEGA ud, da han i december 2017 sidste gang gæstede Danmark. Nu vender mesteren af mørk croon tilbage med kortfilmen Hey World!, fire nye sange og en koncert i K.B. Hallen den 7. marts 2020.

Det er stort set lige så umuligt at finde en dårlig anmeldelse af King Krule, som det er at definere hans musik. Da han som bare 19-årig tilbage i 2013 udgav sit debutalbum ’6 Feet Beneath the Moon’, cementerede britiske Archy Marshall sit kunstneriske alias som et af de mest helstøbte og nytænkende på den internationale musikscene. I et mørkt og dystert krydsfelt mellem jazzede akkordprogressioner, hiphop-beats og punk-attitude crooner King Krule sig igennem eksistentielle refleksioner over livets skyggesider.

Fordommene om ”den svære to’er” gjaldt ikke for King Krule, da han i 2017 udgav sit andet album ’The OOZ’. Med ikoniske numre som ”Dum Surfer”, ”Biscuit Town” og ”Czech One” høstede han henholdsvis fem og seks stjerner fra Soundvenue og GAFFA foruden en nominering til den prestigefulde og eftertragtede Mercury Prize i 2018.

Siden da har Archy Marshall, under sit mere hiphoppede alias Edgar the Beatmaker, blandt andet produceret EP’en ’Half-Life’ for den britiske rapper Jadesea, og ikke mindst stiftet familie med fotografen Charlotte Patmore, som blandt andet instruerede videoen til ”Cadet Limbo og nu også har instrueret King Krules nye kortfilm Hey World!, hvor man blandt andet kan se Archy Marshall optræde med de fire nye sange ”Perfecto Miserable”, ”Alone Omen 3”, ”(Don’t Let The Dragon) Draag On” og ”Energy Fleets”. 

Selvom King Krule efterhånden har lavet musik i en årrække – han udgav sine første EP’er i en alder af 16 år – er det blot tredje gang, at han gæster Danmark, når han i 2020 indtager K.B. Hallen. Da han i 2014 gav sin første danske koncert i Pumpehuset, kvitterede både GAFFAs og Soundvenues anmelder med fem stjerner, og til britens sidste danske koncert i Store VEGA i 2017 kastede sidstnævnte hele seks stjerner efter King Krules ”perfekte kontrollerede kaos” af en koncert og skrev blandt andet: ”King Krules diffuse univers er ét stort kaos. Denne aften blev det leveret kontrolleret, kontant og kalejdoskopisk, så hans bluewave fik tusinde virtuose kulører.”

King Krule har med andre ord masser at byde på, når han i foråret gæster Danmark, foruden en tilgang til musikken, der gør den uundgåelig at blive fascineret af.

King Krule spiller i K.B. Hallen den 7. marts 2020. Billetter kan købes via billetlugen.dk fra fredag den 22. november kl. 10.00

Kalender
Aktuelle koncerter