Komos Festival annoncerer de første navne

Komos Festival annoncerer de første navne

Sydstatsrock, californisk blues, country fra Canada og legendarisk århusiansk poetesse. De første fire navne på plakaten til Komos Festival er bredt favnende men stilistisk fokuserede på country/folk-musikkens mange facetter, når festivalen for anden gang åbner dørene for op til 10.000 gæster i Kongens Have den 22. og 23. juni.

Ordet ’Komos’ stammer fra det antikke Grækenland og kan oversættes til løsslupne offentlige gilder med sjov og ballade. Netop den beskrivelse passer godt på festivalen, der har ambitioner om at være en fest for alle aldersgrupper, og som rent musikalsk er fokuseret på den danske såvel som internationale og nye såvel som etablerede folk- og countryscene. Rammerne omkring festivalen underbygger den folkelige ambition ved at finde sted under Kongens Haves trækroner midt i København. I dag offentliggør festivalen de fire første af mange navne, der kan opleves på de to scener til sommer.

Jason Isbell, Seasick Steve, Lindi Ortega samt Tina Dickow & Helgi Jonsson.

Det er fire anmelderdarlings med vidt forskellige baggrunde og udtryk, vi kan afsløre i dag

Jason Isbell and The 400 Unit
Jason Isbell er fra Alabama og lærte at spille på alverdens instrumenter af sin bedstefar, og igennem hele sin barndom mødtes han med familien for at spille musik og synge gospel. Senere blev det til hans levevej, og han slog for alvor igennem med albummet “Southeastern’ fra 2013. Isbell, der har vundet to grammyer, er siden blevet skamrost af alt fra internationale anmeldere til Bruce Springsteen – og senest imponerede han Politikens Kim Skotte, der i en anmeldelse skrev, at Jason Isbell nu “gnubber skuldre med de helt store”. Rent musikalsk har Isbell hentet meget inspiration hos Neil Young og Bob Dylan og har på den baggrund skabt sin helt egen, unikke udlægning af den berømte ’Nashville sound’.

Seasick Steve
Steve fik faktisk sit kaldenavn, da han engang blev søsyg på båden fra Oslo til København. Det er dog langt væk fra det Californien, han kommer fra, og som størstedelen af hans blues-musik handler om. Han er kendt for engang at have sagt; "Hobos are people who move around looking for work, tramps are people who move around but don't look for work, and bums are people who don't move and don't work. I've been all three.” Ud over at være en pudsig betragtning, er det en meget rammende beskrivelse af essensen i hans musik, der beskæftiger sig med den hjemløse tilværelse – ofte opført på hans hjemmebyggede guitarer. Seasick Steve, der har otte albummer, store musikpriser og mange gode historier i rygsækken, er især kendt for sine forrygende og nærværende koncerter.

Lindi Ortega
Den canadiske sangerinde er af The Guardian blevet sammenlignet med Dolly Parton, ligesom flere har beskrevet hende som mødet mellem Johnny Cash og netop Parton. Den 37-årige singersongwriter har udgivet fire anmelderroste studiealbummer på pladeselskabet ’Last Gang Records’, og det var særligt pladen ’Tin Star’, der markerede hendes ankomst på den internationale country-scene.

Tina Dickow & Helgi Jonsson
Tina Dickow og Helgi Jonsson har været soulmates i musikken, siden de mødtes for ti år siden. Igennem årene har de skrevet, produceret og optrådt sammen et utal af gange, men altid enten som Tina Dickow eller som Helgi Jonsson. Altid med afsæt i deres respektive solokarrierer. På Komos Festival kan du helt eksklusivt opleve de to som duo. Ligeværdige på scenen og med lige dele Dickow- og Jonsson-repertoire: De sange og den musik, som igennem årene er vokset ud af deres tætte samarbejde. Noget er ganske velkendt, andet er helt nyt.

Billetter sælges fra fredag den 19. januar kl. 10.00 via Billetlugen

Komos, Festival finder sted i Kongens Have 22. og 23. juni. Billetterne koster 760 kroner for begge dage.

Kalender
Aktuelle koncerter