Legendariske Giorgio Moroder gæster Danmark

Legendariske Giorgio Moroder gæster Danmark

Diskoens fader giver sin første danske koncert nogensinde i Store Vega til maj

I oktober måned annoncerede 78-årige Giorgio Moroder, at han ville tage på sin første verdensturné nogensinde, og turnéen ”A Celebration of the 80’s” bringer nu diskoens fader til København.

Italienske Giorgio Moroder har en lang, prisbelønnet og hæderkronet karriere både som udøvende musiker og producer bag sig, og han har blandt andet vundet Golden Globes og Oscars for ”Take My Breath Away” (indspillet af Berlin) og ”Flashdance… What a Feeling” (sunget af Irene Cara).

Som producer og sangskriver er han nok bedst kendt for sit arbejde med Donna Summer, som han samarbejdede med på hits som ”Love to Love You Baby”, ”I Feel Love”, ”Hot Stuff” og ”Bad Girls”. Men han har også samarbejdet med Blondie (”Call Me”), David Bowie (”Cat People”), Freddie Mercury (”Love Kills”), Limahl (”The NeverEnding Story”) og Kenny Loggins (”Danger Zone”), og i 1985 hittede han i samarbejde med Phil Oakey fra The Human League med sangen ”Together in Electric Dreams”.

Fra 1992 til 2012 hørte man nærmest intet fra den italienske musiker. Men det ændrede sig, da han i samarbejde med Daft Punk præsenterede sin livshistorie på ”Giorgio by Moroder” fra albummet ”Random Access Memories”. Sangen generede en massiv interesse for Moroders bagkatalog, og året efter begyndte han at optræde som dj med remix af sine største hits.

Comebacket fik endda Moroder til at vende tilbage til studiet, og i 2015 udkom ”Déjà Vu”, hvor sangere som Sia, Charli XCX, Kylie Minogue, Kelis og Britney Spears alle medvirker.

Når Giorgio Moroder til foråret tager på sin første regulære turné bliver det ikke som dj, men derimod med band, og han vil selv undervejs operere diverse keyboards, effekter og vocoder. Derudover vil han i løbet af showet fortælle forskellige anekdoter fra studiet ingen før har hørt.

Giorgio Moroders ”A Celebration of the 80’s” bliver en enestående mulighed for at opleve manden bag nogle af 70ernes og 80ernes største hits til en aften, hvor dansegulvet med garanti aldrig kommer til at stå stille.

Giorgio Moroder kan opleves i Store Vega fredag 24. maj 2019, og billetter kan købes fra fredag den 23. november kl. 10:00 via Ticketmaster.dk.

Kalender
Aktuelle koncerter