Legesyge Animal Collective i Store VEGA

Legesyge Animal Collective i Store VEGA

GENRENEDBRYDENDE MUSIKKOLLEKTIV TIL STORE VEGA

Mange har prøvet, men man kan ikke proppe amerikanske Animal Collective ned i en specifik genrekasse. De uregerlige kunstnere er nemlig lige så legesyge, som deres bandnavn indikerer, og bevæger sig gnidningsfrit rundt i alskens genrelege. Således er der psykedelisk samklang og vokalharmonier, indiepop og rockmusik og et kunstnerisk ambitionsniveau, ikke mange andre nutidige kunstnere kan matche, når Animal Collective slippes løs såvel i studiet som på en scene.

Avey Tare, Panda Bear, Deakin og Geologist hedder i virkeligheden David Portner, Noah Lennox, Josh Dibb og Brian Weitz og begyndte i en ung alder at lave musik sammen. I 2003 udkom albummet ”Here Comes the Indian” og var det officielle startskud til det, vi i dag kender som Animal Collective. Gruppen kan dog spores helt tilbage til 1999, hvor de startede pladeselskabet Paw Tracks. Den kommercielle succes og det internationale gennembrud kom med 2009-albummet ”Merriweather Post Pavilion”.

Animal Collectives seneste fuldlængdealbum var nummer 11 i rækken og havde titlen ”Painting With”. Albummet fik anmelderroser over hele linjen da det udkom i starten af 2016, hvor blandt andre GAFFAs Pelle Sonne Lohmann kvitterede med fem ud af seks stjerner og skrev, at pladen: ”Nok en gang demonstrerer, at Animal Collective hører til de fremmeste eksponenter for psykedelisk og eksperimenterende pop”. Siden ”Painting With” er det blevet til de to firenumrede ep’er ”The Painters” og ”Meeting of the Waters”, der udkom i henholdsvis februar og april 2017.

Det bliver Animal Collectives første besøg i Store VEGA, da bandet tidligere har gæstet Danmark på Loppen på Christiania i 2007, Amager Bio i 2009 og senest på Roskilde Festivals Arena-scene i 2013. Det genrenedbrydende og legesyge band er kendt for spektakulære, visuelle sceneshow og giver ofte koncerter, hvor anmeldere ender med at smide hjerter og stjerner i flæng, og hvor publikummer går fra aftenens show en stærk livsoplevelse rigere.

Kalender
Aktuelle koncerter