Nyt album og tour med Bastille

Nyt album og tour med Bastille

BASTILLE SERVERER DANSABLE INDIE-HYMNER I FALCONER SALEN


Engelske Bastille startede egentlig ud som et soloprojekt fra sanger Dan Smith, der senere besluttede at udvide paletten med fuld bandbesætning. Og det skulle vise sig at være en klog beslutning, for siden er det gået stærkt for det Twin Peaks-elskende band.

Kvartetten debuterede allerede i 2010 med nummeret "Flaws", der siden blev fulgt op af ep’en ”Laura Palmer” – opkaldt efter den legendariske Twin Peaks-karakter. Men det var, da de i 2012 udgav singlen "Overjoyed”, at de for alvor fik hul igennem i hjemlandet.  Da fuldlængde-debuten "Bad Blood" udkom senere samme år, kom bandet også for alvor på det musikalske landkort rent internationalt, hvor albummet fik flotte anmelderroser og godt med omtale.  I Gaffa hed det blandt andet:

”Pompeii har allerede huseret som P3's Uundgåelige herhjemme, og den kan, med sit storladne kor, fine keys og catchy melodi, bestemt tåle de deraf følgende mange aflytninger. Nummeret Laura Palmer er, på trods af en små-ond, men ikke specielt Twin Peaks-klingende tekst, nærmere den slags stadionbasker, som Snow Patrol kun kan drømme om.”

Også live har Bastille formået at skabe sig noget af et ry, og da de gæstede Store Vega sidst i 2013 skrev Gaffas anmelder begejstret:

"Og så var Dan Smith mere end "bare" forsanger. Ikke alene tævede han diverse trommer i takt til sin sang – han hoppede de skæve scenebrædder tynde og spillede synth-bas i mange numre."

Der er således al mulig god grund til at glæde sig til, at Bastille lægger vejen forbi Falconer Salen til november, hvor de endda har et splinternyt album i bagagen. Bandet har nemlig netop annonceret nyt album "Wild World" med udgivelse den 9. september.

Kalender
Aktuelle koncerter