Queens Of The Stone Age afslører nyt album og tour

Queens Of The Stone Age afslører nyt album og tour

ØRKENDRONNINGERNE FYRER OP UNDER TAP1

Det er tre år siden, Queens Of The Stone Age sidst stod på dansk jord på NorthSide i Aarhus. I år får københavnske TAP1 besøg, når de amerikanske ørkendronninger tager turen fra Californien og gæster hovedstaden til november, tilmed med nyt album i bagagen.
 
Queens Of The Stone Age blev dannet i 1996 efter frontmand Josh Homme og bassist Nick Oliveris band Kyuss gik i opløsning. Queens Of The Stone Age har haft skiftende medlemmer gennem årene, og er også kendt for at samarbejde vidt og bredt, blandt andet med Mark Lanegan og ZZ Tops Billy Gibbons. I dag består Queens Of The Stone Age af Josh Homme på vokal og som allestedsværende frontfigur, Troy Van Leeuwen på guitar og keyboard, Michael Shuman på bas, Dean Fertita på guitar og Jon Theodore på trommer.
 
Queens Of The Stone Age slog for alvor igennem med hitsinglerne ”No One Knows” og ”Go With The Flow” fra bandets andet album, ”Songs For The Deaf” fra 2002. Siden har numre som ”Little Sister” fra 2005-albummet ”Lullabies To Paralyze” og ”Make It Wit Chu” fra 2007’s ”Era Vulgaris”-plade skabt en enorm fanskare på internationalt plan. I 2013 udkom Queens Of The Stone Ages sjette studiealbum ”...Like Clockwork”, der som sine forgængere høstede albumroser linjen over, og blandt andet kastede singlen ”Smooth Sailing” af sig. 

I april i år kom det frem, at et længe ventet syvende album er på vej fra de californiske rockdrenge. Et billede taget i et californisk pladestudie viser bandet med overskriften ”an album just got mixed”, samtidig med at et mystisk tweet med beskeden ”Coming Twenty Five” blev sendt af sted. Hvad ”25” betød har der længe været gisninger om, men det forlyder nu, at albummet er sat til release fredag den 25. august. En viral video har iøvrigt lige afsløret, at albummet kommer til at hedde "Villains" og noget tyder på, at nummeret "Feet Don't Fail Me" er første single-skæring herfra. Den virale video sætter også spekulationer igang, om hvorvidt albummet er produceret af legendariske Mark Ronson. Sikkert og vist er det, at Queens Of The Stone Age udgiver nyt album og tager det med sig når de spiller koncert i TAP1 den 14. november.

Kalender
Aktuelle koncerter