Suede udgiver nyt album og giver 2 koncerter i DR Koncerthuset

Suede udgiver nyt album og giver 2 koncerter i DR Koncerthuset

BRITPOP-LEGENDERNE BARSLER MED DYSTERT NYT ALBUM OG GIVER TO KØBENHAVNSKE KONCERTER

I 2016 gav Suede udsolgt koncert i DR Koncerthuset, og dén succes har englænderne tænkt sig at gentage samme sted til efteråret. Det sker i forbindelse med udgivelsen af deres kommende 8. album, og det bliver med hele to koncerter, henholdsvis den 9. og 10. oktober.

London-bandet, der i sin tid var et af de største i 90’ernes britpopbølge, har netop offentliggjort titlen på den nye plade: ‘The Blue Hour’ udkommer 21. september, og ligesom forgængeren ‘Night Thoughts’, er der tale om et konceptalbum, denne gang dedikeret til skumringstimen.

Denne tredje udgivelse siden gendannelsen er produceret af Alan Moulder (Arctic Monkeys, The Killers, Nine Inch Nails), mens filmkomponist Craig Armstrong sammen bandmedlem Neil Codling har stået bag de storladne og cinematiske strygerarrangementer.

Suede, der i marts kunne fejre 25-året for udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum, kalder selv ‘The Blue Hour’ for deres tematisk mest dystre værk hidtil, så noget tyder bestemt på, at Brett Anderson & co. fortsat er sultne på nye musikalske eventyr.

Når Britpop-legenderne til efteråret vender tilbage til Danmark, bliver det samtidig første gang siden 2016, hvor de spillede på Tinderbox – en koncert som BT kaldte “overjordisk” og tildelte 6 stjerner – og altså tidligere på året én i DR Koncerthuset, som Jyllandsposten ligeledes gav 6 stjerner og kaldte “visuelt overdådig og nostalgisk sprudlende”.

Kalender
Aktuelle koncerter